Søg

En foranderlig dekade – en elevberetning

Min tid på RpR løb fra august 1994 til juni 2004. Dengang jeg startede, herskede der på gangene et vist hierarki, i hvilket ”de store drenge” fra ottende og niende klasse lå allerøverst og var nogen, navnlig vi små piger – nederst i fødekæden – kun nødigt kom tæt på og kun nødtvunget bevægede os skyndsomt forbi. I hemmelighed kunne vi med forventning se frem til vores egen tid øverst i hierarkiet, hvor vi kunne stå på gangene og betragte de små haste forbi os fulde af respekt og beundring. Vi skulle være de store. Vi skulle være de seje. Det skulle være godt.


Forventningen blev imidlertid afløst af forbløffelse, og beundringen udeblev. Det var svært skuffende. Tilsyneladende forandrede noget sig et sted omkring årtusindeskiftet, og ikke alene stak der pludselig en mobiltelefon op af alles bukselomme, noget usynligt og alligevel betydeligt forandrede sig i folk – mere for nogle end for andre – i relationerne til dem omkring os. De små elever var ikke længere bange for de store, de kiggede ikke ned i gulvet, når de passerede os, nej, i stedet stak de en hånd ud og skubbede lidt og sagde: ”Flyt dig”. Det var virkelig svært skuffende, men det var ikke desto mindre sådan, det blev. I vores klasse kunne vi bare godt lide at holde traditionerne i hævd (nogle af os). I de små klasser lærte vi at tiltale vores lærere med hr. og fru, og at vi skulle rejse os op ved vores pladser, når skoleinspektøren kom ind i klasselokalet. Mig bekendt har vi været den allersidste klasse, som holdt fast i sidstnævnte helt op i udskolingen (igen – nogle af os), selv om daværende inspektør Allan Henriques vist nok syntes, at det var lidt mærkeligt – der blev i hvert fald trukket på smilebåndet.


Mine ti år op gennem klasserne på RpR står for mig som en god tid, og skolen var for mig et sted, jeg kunne være tryg og glad. Jeg var en flittig elev, og jeg elskede at gå i skole. Også selv om pædagogikken godt nok ikke altid var den moderne slags…Når jeg nu sidder og tænker tilbage på de ti år, får jeg nærmest indtrykket af, at jeg uden at være klar over det, gik i skole i en opbrudstid, i paradigmeskiftet fra resterne af den stædige kæft, trit og retning pædagogik, som nogle lærere havde sværere ved at slippe end andre, til den nyere, ikke-hierarkiske og betydeligt mere inkluderende indfaldsvinkel, hvor vi ”naturligvis” kunne være på fornavn med vores lærere og kunne have et mindre distanceret forhold til dem, hvilket jeg selv oplevede som utroligt trygt. Jeg vidste, at hvis jeg søgte omsorg, kunne jeg finde det der.


I grundskolen formede nogle af mine dybeste og mest betydningsfulde venskaber sig. Jeg gik i en rigtig god klasse med nogle gode mennesker, som kerede sig om hinanden. Rungsted private Realskole var ikke bare det sted, hvor jeg lærte at læse og skrive og bede Fadervor om morgenen. RpR var der, hvor jeg fik mit første kys i sjette klasse bag klaveret i et depotrum til kantinen. Det var der, jeg fandt min første forelskelse og min første kæreste. Det var der, jeg lærte, hvordan en seriøs sneboldkamp foregik ude på den store boldbane, som altså var væsentligt større dengang end nu, der, hvor vi grinende dansede til Christina Aguileras rå og dirty musik fra klassens ghettoblaster i spisefrikvarteret, og der, hvor jeg fandt den absolut allerbedste del af alle vores udflugter til både Lejre Middelalderby, Borrevejle, Lalandia, skitur i Norge, sejltur i Grækenland og absurd mange ekskursioner til Karen Blixen Museet (ja, vi kom skam vidt omkring). Mine klassekammerater, både drenge og piger, var for mig den røde tråd igennem det hele i de ti år, på trods af den udskiftning, der uvægerligt vil være over en så lang periode. Tråden igennem utallige skift af lærere og klasselokaler, lige fra forskoleklassen, hvor chokolademadder i madpakken var forbudt, og hvor frikvartererne gik med gammeldags leg, fordi ingen børn på det tidspunkt ejede en mobiltelefon, og iPad’en slet ikke eksisterede. Igennem mindst titusind forskellige gruppeprojekter, opsætninger og teaterstykker og musicals – og op i teenageårene, hvor det andet køn begyndte at blive interessant, man fik bumser, og alting var svært og akavet, og pludselig skulle man til eksamen og tage vigtige beslutninger for sig selv. Og alt det klarer man jo. Det gjorde vi. Det er en vild forandring, der pågår i løbet af sådan en dekade. Fysisk, psykisk, emotionelt og relationelt. RpR har aldrig været fejlfri, men hvor er jeg taknemmelig for, at jeg havde et trygt sted i de år.


















Signe Lindø

25 visninger

© 2020 Rungsted private Realskole