Søg

Lysfesten

En af de smukke traditioner på skolen er ”Lysfesten”. Lysfesten er fejringen af befrielsen, som blev proklameret d. 4. maj 1945. Gennem mange år er dagen overalt i landet blevet markeret ved, at der bliver sat lys i vinduerne i glæde og begejstring over, at mørklægningen og besættelsen endte.


Man kan sagtens forestille sig, hvordan det under besættelsen har været at færdes i Rungsted og Hørsholm i mørke med totalt mørklagte huse og uden bilernes lygter til at lyse op. Gik man ned til Øresundskysten, ville man kunne skimte lysene i Sverige og med forventning og forhåbninger tro på, at det også en dag ville blive sådan i Danmark. Det blev det, og symbolet på den genvundne frihed blev stearinlysene i vinduerne.


Nu er der færre og færre, som markerer d. 4. maj, men mon ikke 2020, som er 75-året for befrielsen vil blive husket mange steder.


På skolen blev der som nævnt sat lys i alle vinduer – og der er rigtig mange vinduer på skolen. Faktisk blev flere hundrede lys tændt af 7. klassernes elever. Det tog sin tid at tænde dem, og i løbet af aftenen var eleverne sammen med klasselærere og pedeller brandvagter rundt omkring på skolen. Man så skolens naboer lægge vejen forbi skolen. Det var et smukt syn, som er svært at forevige, men vi har et par billeder, som kan give en fornemmelse. År 2000 og årene efter blev der om aftenen også holdt et arrangement i kantinen, hvor der var fællessang med sange, som havde forbindelse til besættelsen og befrielsen. Nogle klasser optrådte – også med forårssange, som ikke direkte havde med dagen at gøre, og indimellem var der små indlæg om besættelsen og de sange, vi sang. Det var rigtig stemningsfuldt, uden at det blev for patetisk.


Allan Henriques





14 visninger

© 2020 Rungsted private Realskole