Søg

Min tid med RpR

Den 7. august 1957 startede jeg modstræbende mit tilknytningsforhold til RpR, en begivenhed, som – skulle det senere vise sig – gav mit liv indhold i mere end 50 år. Jeg nærmede mig min 6 års fødselsdag og havde ingen intentioner om at starte i skole, så jeg græd bitterligt. Dengang var optagelsen mindre formel: Man mødte simpelt hen op med sit barn på startdagen og blev indskrevet på skolen. Det var daværende skolebestyrerinde Johanne Hermansen, som med sirlig skrift og blækpen indførte mit navn og fødselsdato samt forældrenes navn og stilling i en protokol.


Fru Hermansen, som boede på Bolbrovej, var blevet leder i 1945, hvor hun tog over efter Agnete Gunge, der var ramt af sygdom. Økonomien og elevtallet var ikke det bedste lige efter krigen, men ved Fru Hermansens flid og nøjsomhed blev skolens gode forhold genoprettet.


I 1956 var Rungsted Privatskole, som den hed dengang, overgået fra aktieselskab til selvejende institution og anerkendt som friskole med tilskud fra staten. Forældrene betalte skolepenge, 35 kr. om måneden, som eleverne bragte med i skole i en særlig skolepengebog – det var før den elektroniske pengeoverførsels tid – og det var normalt i kontanter! Bøger og hæfter skulle eleverne selv betale, og dem købte de hos den lokale boghandler Eigil Christensen i Rungsted. Han blev kaldt Blod-Eigil, fordi han ikke gav kredit. Madpakke skulle man selvfølgelig selv have med, men mælk kunne købes ved brug af mælkemærker til 25 øre stykket. Mælken kom dengang i glasflasker med kapsler, som egnede sig vældigt godt til at rulle en salmiakstang i efter skoletid. Slik i skoletiden var absolut forbudt.


Man stillede op på række i gården, når man skulle ind fra frikvarter, og man rejste sig op fra sin plads, når læreren kom ind. Man sagde ”De” og ”hr. og fru” til læreren, men det faldt meget naturligt – vi kendte jo ikke til andet.





Jeg kan i bagklogskabens ulidelige klare lys godt se, at jeg havde en tryg og god skolegang, men de første år måtte jeg kæmpe med min unge alder og venstrehåndethed (2-tallerne blev til min store fortrydelse spejlvendt, men jeg fik lov at skrive med venstre hånd). I slutningen af 3. klasse blev min far kaldt til samtale med fru Hermansen: Ditlev måtte gå 3. klasse om – han var for umoden og ukoncentreret. Mine forældre bebrejdede mig det ikke, og overgangen til en ny klasse forløb uden problemer. Tilværelsen henskred uden de store bekymringer, men i 1. real aktiveredes mit nære forhold til skolen. Carl Bengtsson var blevet skolebestyrer efter fru Hermansen i 1963. Med stor snilde og med en enorm arbejdsindsats moderniserede han skolen. Fru Hermansen fik bygget Sydfløjen på Vestre Stationsvej med fysiklokale, hjemkundskab og formnings- og sløjdlokale i kælderen og med plads til realafdelingen ovenpå. Men det var Carl Bengtsson, som implementerede 9. klasse samt realafdelingen. Et par år efter (i 1969) ændredes skolens navn til Rungsted private Realskole – et navn, som skolen har opretholdt indtil dato.


I 1970 fik skolens sit eget logo og motto: ”Libertate et virtute” – for frihed og styrke (dyd). Vildsvinet i våbenmærket skyldes, at Rungsted egentlig betyder (vild)svineveksel eller -sti. Logoet blev tegnet af arkitekt N. E. Botfeldt.


Under Carl Bengtssons idérige ledelse indførtes nye klasser og aktiviteter. Novemberugen blev oprettet som en af de første emneuger i skoleverdenen. Forskoleklasser blev indført og vandt stor anerkendelse blandt skolefolk i Danmark, ligeledes dannedes realkurser, og med opkøb af Ulvemosehuset voksede skolen til sin maksimale størrelse.


I realklasserne havde jeg flere gode lærere, men der var især én lærer, som jeg var meget knyttet til: tegne- og sløjdlærer (som det hed dengang) Rolf Schütze. Han var egentlig uddannet billedskærer, men dem var der ikke meget brug for, så han blev lærer ved skolen allerede i 1950. Han var en stor kunstnerisk begavelse og forstod at inspirere og motivere sine elever til at udtrykke sig kunstnerisk. Det var sådan, at interesserede elever brugte deres spisefrikvarter til at arbejde i billedkunst- og sløjdlokalet, fordi de skemalagte timer ikke slog til. Jeg var især optaget af grafik og stoftryk, og mine skabe er fortsat fyldt med produkter fra den tid.


Forældresamarbejde var en anden slags dengang: Forældrene kom typisk én gang om året på skolen og blandede sig sjældent i skolens virke, men støttede selvfølgelig op om skolen og tog affære, hvis der blev klaget over en elev. Lejrskoler var heller ikke så almindelige dengang. Det var en stor oplevelse at komme på lejrskole på Lolland med fribillet fra DSB i 3 dage, men det var også den eneste lejrskole, jeg var på.


Elevpladser blev med tiden meget efterspurgt, og ventelisterne var lange. Skolen kunne ikke rumme flere elever i de nuværende bygninger på Vestre Stationsvej, men i forbindelse med Rungsted Statsskoles overflytning til nye bygninger på Stadionalle fik Carl Bengtsson den idé at købe de gamle bygninger på Vallerød Banevej af staten. Efter en lang række forhandlinger med Undervisningsministeriet, kommunen og Tilsynsrådet lykkedes det at få godkendt et mageskifte med Staten og Hørsholm Kommune. Vi flyttede ind i de gamle bygninger på Vallerød Banevej 23, og Hørsholm Kommune overtog bygningerne på Vestre Stationsvej, som man indrettede til kommunens fritidsundervisning og gav navnet Fritidshuset. Det utrolige var sket: Lillebror havde opkøbt storebrors forladte bygninger, og nu skulle en istandsættelsesplan sættes i værk. Samtidig blev skolen udvidet fra 1 spor til 2, og på den måde kunne man imødekomme ventelisterne.


I sommeren 1976 kunne man således indvi den nye skole med et jord-tilliggende på 6 tønder land.



Luftfotografi af skolen inden udvidelsen


I 1978 blev jeg færdig som lærer fra Jonstrup Statsseminarium, og i foråret søgte jeg ansættelse i Hørsholm Kommune, men der var 120 ansøgere til én stilling, så det var helt umuligt. Jeg tog ned og besøgte Carl Bengtsson og fortalte om det mislykkede forsøg. Han sagde med det samme: ”Jamen, Ditlev, hvad med at søge en stilling på vores skole, så skal du ikke gennem møder i skoleudvalg med videre. Du skriver blot en ansøgning, som jeg forelægger bestyrelsen, og så får du besked!” Og sådan gik det til, at jeg 1. august 1978 kunne begynde som lærer og klasselærer på RpR.


I perioden 1978-82 var skolen inde i en stabil og rolig periode, stadig med overvældende søgning til klasserne. Trods den store investering i bygningerne, kørte økonomien godt. I 1982 blev Carl Bengtsson ramt af alvorlig kræft, og i 1983 opstod der intern uenighed om skolens drift.

Det resulterede i mange skriverier i landsbladene og en række ekstra-ordinære generalforsamlinger helt frem til februar 1984. Ofte sad vi til kl. 5 om morgenen og diskuterede: Man var enten for eller imod skolebestyrerens ledelse – en ulykkelig konflikt, som satte sine dybe spor på skolen og i det omkringliggende samfund. Jeg var for Carl Bengtsson og deltog i arbejdet med at forsvare ham. I februar 1984 kom det til en altafgørende afstemning, som faldt klart ud til Carl Bengtssons fordel. Der blev dannet en ny bestyrelse med H. C. Heidensleben som formand. Som konsekvens af dette forlod en gruppe utilfredse lærere og forældre skolen i juni 1984.


I forlængelse af mit noget for en lærer uvante arbejde for bestyrelsen og ledelsen blev jeg i samme periode opfordret til at søge stillingen som viceinspektør og kunne starte hermed i sommerferien 1984. Udfordringen var nu at integrere de mange nye lærere i skolen og få dem til at leve sig ind i skolens ånd. Det lykkedes vældig godt, og på kort tid faldt der ro over skolen, så vi kunne koncentrere os om det, vi var ansat til: at undervise børnene og give dem en tryg og god skolegang.


I 1987 måtte Carl Bengtsson desværre trække sig som leder pga. sygdom. Stillingen blev slået op, og jeg var selv ambitiøst ansøger til stillingen. I december blev Kurt Emil Hougesen udnævnt til skoleleder. Han kom fra en tilsvarende stilling på Forældreskolen i Århus. Med sin ro, sit venlige gemyt og sin enorme arbejdsindsats vakte han hurtigt tillid på skolen og i forældrekredsen. I 1992 blev statens tilskud ændret drastisk. Han var en sparsommelig herre og brugte ikke penge på notesblokke, men anvendte ubrugte fotokopier – gerne på begge sider – til sine beskeder og notater. Med sin bankmandsbaggrund og flair for økonomi fik han skolen bragt i smult vande. Jeg husker utallige budgetmøder, hvor vi vendte hver 1000 kroneseddel på de enkelte konti. Det var sparetider, men særdeles lærerigt.


I 1995 fejrede vi skolens 75-års jubilæum, dels ved en stor middag i marts med alle ansatte, bestyrelsesmedlemmer og ægtefæller, dels ved en enorm forældre- og elevfest den 4. marts samt reception de sidste dage i august. Senere på året gennemførte Kurt Hougesen en længe ønsket etablering af et nyt bibliotek i øverste etage på 36-bygningen, hvor også taget blev renoveret med nye teglsten. To år efter indrettede man kantinen med den specielle muslingeformede trappe ned fra gården. I 1997 valgte Kurt Hougesen at trække sig tilbage efter 10 års succesfuld indsats som skoleleder på RpR.


I 1997 var vi så heldige, at min klasse fik tilbudt økonomisk støtte til skolerejsen i 9. klasse. Jeg lod mig inspirere af en anden klasselærer og valgte at drage til Grækenland, nærmere betegnet en tur til Athen og Det saroniske Hav i sejlbåd. En forælder rådede over et udlejningsfirma med både i Piræus’ havn. Det løb økonomisk lige rundt ved sparsommelighed, og eleverne har siden fortalt, at det var en ekstraordinær oplevelse at sejle rundt i oktober stuvet sammen på 3 både med græske kaptajner.



9.y på Det saroniske Hav oktober 1997



D. 5. januar 1998 tiltrådte Allan Henriques stillingen som skoleleder. Han kom fra en stilling som leder af N. Zahles Gymnasieskole og vandt med det samme alles hjerter med sit behagelige og tålmodige væsen, sin evne til at forstå samarbejdets kunst, sin enorme viden på det faglige område og den store interesse, han udviste for hver enkelt elev og ansat. Allan Henriques var en visionær leder, men tro mod skolens traditioner, og han tilføjede nye, fx fra 2000 en gallafest for afgangseleverne, hvor der kræses for eleverne med middag, taler og dans (Les Lanciers, som stadig foregår). Han arrangerede også pædagogiske dage, der sagde sparto til alt: De ansatte drog adskillige gange på tur til europæiske byer Barcelona, Berlin, London og Rom, og jeg vil tro, at disse ture stadig står mejslet ind i manges bevidsthed. Vi havde et ideelt samarbejde i ledelsen, hvor vi dagligt drøftede store og små forhold: Det var vigtigt, at vi fornyede os, men det skulle gennemtænkes, inden det blev sat i værk og med forståelse for, at vi havde med børn at gøre. Alligevel bliver han nok husket mest som Entreprenøren/”Den Store Bygherre”. Her er en liste over hans projekter: I 1998 påbegyndtes en renovering af Fagfløjen, som den hed dengang – i dag huser den forskoleklasserne. Nyt tag på bygningen i 1999, hvilket var tiltrængt, det var hullet som en si. Samme år istandsættelse og nyt tag på Hovedbygningen. I 2001 renovering af Borgen udvendigt. I 2005 diskuterede man i bestyrelsen mulighederne for at imødekomme de lange ventelister med et 3. spor. Det er nok den største beslutning, skolen har skullet tage, siden den i 1976 flyttede til Vallerød Banevej, og i 2006 blev et større byggeri og ombygning iværksat: 06-fløjen blev bygget på en del af boldbanen indeholdende den store idrætshal med faciliteter, musik- og fysiklokale samt flere klasselokaler. Borgen blev ombygget, så den kunne rumme 3 klasselokaler til de nye forskoleklasser. Vi var knap færdige med at implementere den nye 2006-bygning, før det viste sig, at den daværende SFO var ramt af skimmelsvamp, og bygningen stod ikke til at redde. Sløjd- og billedkunstlokalerne røg med i købet, og man opførte en ny bygning: 09-bygningen, som ud over sløjd og billedkunst indeholdt 6 nye klasselokaler.


I sommeren 2009 indførte vi skolepatrulje. Hørsholm kommune bekostede elektroniske advarselstavler på Bolbrovej, og 7. klasseselever passer hver dag på deres skolekammerater i fodgængerovergangen.


Året efter, i 2010, indførtes et nyt trin: miniforskoleklasse, som er en forløber for forskoleklasse. Ordningen er en stor succes og imødekommer forældrenes ønske om en kontinuerlig skolegang på samme institution. I samme periode blev elevernes karakterresultater og trivsel på skolen i forhold til hele landet offentliggjort for første gang. RpR’s elever placerede sig helt i toppen af de 1600 grundskoler i Danmark, og Allan Henriques var pavestolt på elever, forældre og læreres vegne. Jeg havde som del af danskundervisningen et forløb, hvor eleverne fremstillede en avis. Det blev til rigtig mange ”aviser”, og eleverne var stolte af selv at have frembragt det.


Årene forløb med meget arbejde med at indarbejde det 3. spor på en harmonisk måde. Jeg synes, det lykkedes godt med en harmonisk udvidelse af lærer- og elevtal – et forhold, vi lagde meget vægt på. Jeg er så heldig, at jeg altid har været meget glad for mit arbejde – både i ledelsen og med undervisningen af store og små børn. At få en krammer om morgenen af eleverne gør dagen til endnu en god dag, og så er det nemmere at tackle de udfordringer, som der jo altid er. Men alt har sin ende, og i februar 2013 gik Allan Henriques på pension. René Leiholm blev udnævnt til skoleleder, og jeg gik på pension i august samme år. Hvis jeg havde vidst, hvor glad jeg ville blive for mit arbejde på RpR, hvor jeg næsten hver morgen med glæde sprang ud af sengen for at gå på arbejde, ville jeg ikke have grædt så meget i 1957.




Ditlev Dæhnfeldt,

elev på skolen 1957-1967,

lærer og viceinspektør 1978-2013

91 visninger

© 2020 Rungsted private Realskole