Søg

Skolens logo

Hvis man ser ældre årsberetninger eller andet materiale om skolen, slår det en, at der mangler noget. Det ser noget tomt ud. Sådan har det nok også virket på det bestyrelsesmedlem, som i slutningen af 60’erne foreslog, at skolen skulle have et logo. Det var nu ikke sådan, at tanken var helt enestående, for ”logoforskning” har vist, at netop i slutningen af 60’erne fik mange af landets over 1000 skoler et logo. Endnu flere fik et i årene derefter. Faktisk fik 58 % af alle skoler først et logo efter 1980. Det kan dog godt være, at det høje tal også dækker over skoler, som skifter deres logo ud. Nogle skoler havde valgt et logo, som måske var supermoderne i nuet, men som virker håbløst forældet 20 år efter.


Seminarierektor Tage Kampmann har skrevet en bog om skolers logoer (Skolens symboler fra 1994). Han sendte spørgeskemaer ud til alle landets skoler, og virkelig mange svarede tilbage og sendte deres logoer ind til forfatteren. Det er tydeligt, at de fleste skolers logoer er lavet af elever eller lærere. Symbolerne er ofte knyttede til skolens navn eller til lærdom – derfor er ugler og voksende træer ofte brugt. Let at forstå og let at tolke.


Man må vist sige, at RpR’s logo på flere måder adskiller sig fra den måde at gribe sagen an. Kun i 16 % af skolelogoerne optræder der et dyr. Og hvis der endelig er et dyr, er det et sødt, let elskeligt dyr. Sådan er vildsvinet ikke – i hvert fald ikke, lige når man ser det.


Mange har gennem årene undret sig over, hvad sådan et frygtindgydende dyr dog laver i en skole, og så endda med en latinsk sætning under. Det var også på tale at få et logo, hvor en hjort eller et hjortegevir indgik. Det var kommunens logo, men så vidt vides ville kommunen ikke give tilladelse til skolen. De ville have hjorten for sig selv til kommunens skoler. Det har de så næsten også!





Der blev taget kontakt til Sven Tito Achen, den førende ekspert inden for heraldik (læren om brug af våbenmærker og våbenskjolde). Han kom med forskellige forslag, hvoraf det mest oplagte var: vildsvinet. Dette fordi navnet Rungsted nok kommer fra det olddanske runi, og så betyder Rungsted en ”indhegning til vildsvin” eller måske en ”vildorneveksel(sti)”.


En anden grund til at vælge vildsvinet er dyrets karakter. Dyret er ikke et rovdyr og gør ikke andre dyr fortræd. Det er ikke bange for nogen, og det forsvarer sig uden tøven, hvis det bliver angrebet, også af langt større dyr. Vildsvinet kryber ikke for nogen, men truer heller ingen. Det er på den måde et frit og uafhængigt, ”selvejende” individ – som Tito Achen beskriver det.


Bestyrelsen blev enige om at forenkle logoet yderligere ved kun at tage hovedet med.


Tegningen til logoet blev lavet af arkitekt N. E. Botfeldt, en garvet heraldiker.


Man valgte farverne blå og gul, som ikke var brugt andre steder i forbindelse med våbenmærker og vildsvin.


Under våbenmærket står den latinske sætning: ”Libertate et virtute”, som bedst kan oversættes til: ”Gennem frihed og mod”. Men virtute er mere end ”mod”. Det er alle de gode egenskaber, som man kan forvente og forlange af et menneske. Det er bl.a. tapperhed, energi, ubestikkelighed, karakterstyrke og udholdenhed. Det gælder således for vildsvinet såvel som for skolens elever.







Se, det er vist et logo, som ikke lige bliver umoderne. Meningen var også, at logoet kunne bruges i mange sammenhænge. Naturligvis som flag, hvilket det er virkelig egnet til. Skolens flag er uden tvivl noget af det flotteste, man kan forestille sig. Men også til brevpapir, til slips, som mærke til blazer og på andet tøj, ja, mulighederne er mange.


Siden 1970 har skolen haft tøj med logo. Det har været trøjer, t-shirts, kasketter, jakker, ja alt, hvad man kan forestille sig. Nyt design er løbende kommet til, senest i 2019.





Da skolen blev sponsor for et dyr i Zoologisk Have, og det blev besluttet, at det var eleverne, som skulle stemme om, hvilket dyr skolen skulle sponsere, gjorde vi meget for, at eleverne skulle vælge vildsvinet. Det lille elevråd påtog sig opgaven at stå for afstemningen og oplæggene om de enkelte kandidater. Det gjorde de godt – altså lige bortset fra at det ikke blev vildsvinet i første omgang. Det blev isbjørnen. Små, søde isbjørneunger er svære at vinde over. Da vi så efter nogle år skiftede dyr, prøvede vi igen at lokke/overtale/indoktrinere eleverne til at vælge vildsvinet. Det lykkedes heller ikke denne gang. Konkurrencen fra kænguruen var for stor (det var det år, kronprins Frederik blev gift med australske Mary). Vi havde for øvrigt givet eleverne frit slag til at vælge – dog med den undtagelse, at de ikke måtte vælge dovendyret!


Allan Henriques

44 visninger

© 2020 Rungsted private Realskole